5: Prøver Quit Diabetes nu

I dag købte jeg sgu Quit Diabetes-bogen.

Det skete efter modne overvejelser, hvor jeg havde gennemlæst en række referencer på konceptets hjemmeside. Navngivne personer med postadresser og telefonnumre.

Jeg havde også med interesse fulgt debatten om QD på diabeteschat.dk og synes efterhånden, at en gruppe skiller sig ud.

En flok hellige, der åbenbart mener, at al positiv omtale er reklame. Det mener jeg ikke og slet ikke efter at have læst flere debatindlæg og (på QD-siden) citater.

Tilstået, mine første indtryk af QD var, at det så lidt “hemmeligt” ud. Der kom aldrig kolde fakta frem om, hvad det helt konkret går ud på, og i sig selv tror jeg, det kan være med til, at det virkede lidt skummelt for mig og andre. Men efterhånden som jeg nærlæste nogle referencer og fandt flere detaljer om konceptet rundt om, fik jeg et bedre indtryk af den.

Jeg skal ikke tage konceptet eller bogen i forsvar, for jeg har kun lige modtaget e-bogen og betalt de 300 kroner. Ikke mere om det.

Nu lidt om selve købet
Da jeg har nedsat nyrefunktion (40 procent), ville jeg ikke vove at købe bogen af frygt for, at QD kunne skade mig. Det har nemlig fremgået af nogle indlæg på QD-side med brugerkommentarer, at man skal spise mange proteiner.

Se, det gir mening, da kroppen skal ase og mase med at nedbryde disse proteiner. Det koster energi, og det taber man sig af. Men det stresser nyrerne.

Så jeg valgte at skrive til Busk Hansen, manden bag QD-konceptet. Og sandelig, et par timer efter fik jeg et svar fra ham. Han forholdt sig til mine tvivlsspørgsmål om proteiner, nyrefunktion og så videre og vedlagde faktisk kapitel 19 fra sin bog. Det handler om nyrerne og proteinerne. Og han bad mig ringe til ham, inden jeg bestemte mig for at købe bogen.

I telefonen med Busk
Jeg ringede til ham i formiddags, og vi fik en god snak om nyrer, proteiner, QD og de virkninger, den ville få på mig.

Han udtrykte bekymring for, at QD ville være hård ved mine nyrer og frarådede mig at følge “kuren” slavisk. I stedet foreslog han mig kun at spise den mængde protein, jeg selv havde nævnt og derpå erstatte proteinet med fedt. Han havde en forklaring på det, og den står mere uddybet i bogen, sagde han.

Jeg skal ikke her gøre mig til talsmand for hverken QD eller Busk Hansen, men nøjes med at sige, at jeg klart fornemmer, at han:

  • er fornuftig at tale med, at hans viden om diabetes, kroppen, fødevarer, kropskemi og andet stof, er omfattende, og at hans betragtninger giver mening,
  • er på kollissionskurs med de officielle råd om sundhedsmyndighedernes kostpyramide osv. Det er han ikke alene om, blandt de alternative fortalere.

Så til sengetid vil jeg kaste mig over hans bog og blive klogere. Og forhåbentlig sundere.

Vi får se!

God vind til alle, hold BS nede!
Jan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>