1: Indhentet af følgesygdom

Jeg vil ikke ende i dialyse.

Derfor kan du læse det lidt fredshellige udtryk, der udgør titlen på min blog. Det er nemlig gruen over at være tættere på dialysemonstret end nogensinde før, der har vendt hele min indstilling til min sukkersyge.

“Jeg vil ikke ende i dialyse” var min første tanke efter det splitsekund, jeg var lammet af rædsel. Min læge havde lige  præsenteret mig for alvoren i min sygehistorie med diabetes: Kronisk nyresvigt med en nyrefunktion på 40 procent. Hidtil havde jeg mærket diverse følgesygdomme ankomme i roligt tempo gennem årene og hele tiden fået at vide, at nyrefunktionen lå stabilt på 60 procent … men det her? Det var både pludseligt og uforklarligt. Og meget skræmmende.

Dette afgørende øjeblik i min diabetiske historik står fortsat spritklart for mig. Det er ganske vist kun en uge siden, men alligevel. Jeg troede, jeg havde nogenlunde styr på den følgesvend, jeg ikke havde bedt om, men som havde  sneget sig ind på mig gennem 15 år. I perioder passede jeg den godt, men ind imellem var der noget, som kiksede, og mit blodsukker vandrede opad.

En uges tid forinden havde jeg (med en vægt på 124 kg) havde sat mig for at gå i gang med den effektive Dukan-diæt, en “populær” proteindiæt. Da protein er hård kost for kroppen at nedbryde, slider diæten på nyrerne. Derfor ville jeg have min læges råd om, hvorvidt mine nyrer kunne tåle kosten.

Min nyrefunktion har ligget på 60 procent i en årrække, takket være et nogenlunde velholdt blodsukker og et flot blodtryk, der blev holdt i skak af medicin. Ved de jævnlige kontroller på diabetesafdelingen i Slagelse spurgte jeg hver gang ind til nyrefunktonen, og hver gang fik jeg svaret “60 procent”.

Ikke fornemt, heller ikke i farezonen, men stabilt og forholdsvis trygt. Så længe min nyrefunktion ikke dalede og truede med at sende mig i dialyse, var det fint med mig.

Men lægen fik mig på andre tanker. “40 procent”.

40 procent!?!?!?
At få slynget tallet 40 ud var en grim oplevelse, for en nyrefunktion på 40 er ikke bare et tal. Det placerede mig i den lejr, der må hedde kronisk nyresvigt. Og det er vejen til dialysemaskinen, en nyretansplantation (det må da være ren teori!) eller det, der er værre.

Jeg kunne slet ikke forestille mig selv i den situation, hverken med de helbredsmæssige sider eller de logistiske … med et par dage om ugen i transport til og fra København, spændt fast til et vampyrmonster, der ville trække mit blod ud og gøre unævnelige ting ved det.

Truslen om det ukendte bragte min sukkersyge og mit forhøjede blodtryk op i en anden fareklasse. Jeg blev i sandhed bange. Indtil det øjeblik havde perspektiverne med den snigende sukkersyge og det væld af sidegevinster, der fulgte med, bare været udefinerbare skikkelser, jeg fornemmede derude i tågerne … Aldrig tæt på. Ikke håndgribelige. Hjertekarsygdomme, nyresygdomme, fodsår, amputationer. You name it. Men nu var alvoren alt-alt for klar.

Jeg vil slet ikke derhen.

 

_____________________________________________________________________________________________

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>